Af Linka Neumann, oversætter: Rachel Søgaard
Forlag: Turbine
ISBN: 987-87-4066-996-1
Pris: 179 kr
Eventyret fortsætter med varme sweatre til eventyrer i alle aldre. Ja det må siges på alle niveauer. Linka har gjort det igen, klassiske trøjer med raglanærmer eller påsatte ærmer. Trøjer i eventyrlige mønstre med motiver af isbjørne, slædehunde, poter eller smukke mønstre med inspiration fra det høje nord.
Bogen indeholder 9 opskrifter på sweatre til voksen og som Lina skriver har små eventyrer også brug for varme sweatre hvorfor der er 6 opskrifter, alle str. 1 – 10 år, på børnemodeller af hendes mest populære design. Modellerne er vist i forskellige farvekombinationer og varianter. Afslutningsvis opskrift på modeller af 3 huer og 2 vanter, til når bunken med restgarn har vokset sig for stor.
Opskrifterne er enkle og lige at gå til, medmindre du ikke er begejstret for at skulle strikke med flere farver på en gang. For størstedelen af mønstrene arbejdes kun med 2 farver ad gangen kun få mønstre har kortvarigt enkelte steder 3 farver på en omgang.
Garnet er norsk og islandsk uld fra norske og islandske får, et miljørigtigt og robust garn strikket på pinde nr. 4,5 mm eller 6 mm. Sweatre der egner sig til udendørs brug i alt slags vejr. Ønskes blødere sweatre, eksempelvis til børn, er anbefalet et garn der er 50% uld og 50% alpaka, her på pinde 3,5 mm. Linka har selv haft indflydelse på udviklingen af nogle af garnerne.
Linkas første bog, Vildmarkssweatre, der udkom på dansk i 2020, var populær og som hun skriver var hun overvældet over responsen og nød eventyret at følge med på Instergram og se sine modeller blive strikket op. Denne første bog er oversat fra norsk til både russisk, tysk, dansk, svensk og finsk.
Vildmarkssweatre 2 er udgivet på dansk i 2021. Modellerne er populære og det kombineret med Corona har gjort at bl. a. den islandske garnproducent slet ikke kan følge med efterspørgslen. Dette måtte jeg erfare da jeg forsøgte at købe garn for at ville strikke en af modellerne, men det er naturligvis også mere bæredygtig som dansker at strikke i dansk uldgarn. Bogen er rigt illustreret med smukke billeder fra det høje nord, et eventyr i sig selv at bladre i. Man kan kun blive glad og får lyst til at strikke modellerne.
Anmeldt af Birthe Ammitzbøll