Udflugt 2024 – AFLYST!!!

På togt mod fjerne kyster…

… nærmere bestemt Mors.

Programmet på Forårsudflugten bliver ikke så tætpakket, som det har været tidligere år. Men ligeså eventyrligt, håber Rejseholdet.
Hovedattraktionen er et besøg hos Peter Callesen, der i over 20 år har formgivet i papir og skabt fantastiske værker .. mest i hvidt papir, der er i kontrast til sin modsætning. Se: https://www.petercallesen.com/

I den gamle præstegård i Karby arbejder også Peters partner, Anne Riis Bovbjerg. Hun er billedkunstner og bruger farvet papirklip til at skabe sine billeder. Så vi vil få masser af indtryk og sikkert også inspiration med os. Se: https://anneriisbovbjerg.dk/
Frokosten skal vi indtage i Det ottekantede Forsamlingshus, som er et af de ældste af sin slags her i landet. Det er et centralt sted i højskolebevægelsen, og er igennem de senere år sat i stand og udsmykket af forskellige kunstnere.
Efter frokosten besøger vi Røntveds Galleri og Skulpturhave. Haven i sig selv er en oase, hvor man kan opleve mange figurer, som Gitte og Michael Røntved selv har frembragt. Michael er stenhugger og Gitte arbejder udover sten i materialer som

bronze, keramik og glas. Galleriet er udstilling af en stor variation af arbejder fra parrets hånd. Og her kan man være heldig at finde lige den figur, man har gået og drømt om.
På den lange bustur ud og hjem vil Rejseholdet sørge for underholdning af forskellig slags. Så glæd jer – også til det.
Vi har udvidet tilmeldingsperioden til den 20. April. Så tag endelig fat i strikkeklubben, naboen, søster, mor, datter og svigerinde og hvem du ellers kan komme i tanke om, for at høre, om ikke de har lyst til en tur ud i sommerlandet.

Det bliver en lang køretur, så vi sørger for lidt underholdning i bussen. Medbring selv kop og kaffe/the med til formiddagsbollerne.

Torsdag den 16. maj fra 8.00 til 17.00.

Afgang Musikhuset i Århus.
Opsamling Kvickly, Åbyhøj (v. apoteket).

Pris: 575 kr. Skriv mail til OG indbetal beløb på 9070 2077670699. HUSK NAVN på indbetalingen.

Sidste frist for tilmelding er den 20. April.

Vi glæder os til endnu en forrygende tur.

Rejseholdet v/ Birgitte, Dorte
og Karen Margrethe.

Strikkecirklen

Strikkecirklen holder møde i læsesalen på Risskov bibliotek kl 19 til 21

13. Marts:   Vi ser på mange forskellige måder til opslag 10. April:    Udflugt til KnitKnot på Ternevej 31 Risskov

Nyt fra Væveforum

Så har vi haft møde i arbejdsgruppen og aftalerne for nogle spændende arrangementer er klar. I kan godt begynde at glæde jer. 

Vær opmærksom på, at der vil blive tilmelding til arrangementerne, så vi ikke pludselig står med meget få fremmødte. 

Det første arrangement bliver med Benedicte Harder lørdag den 27. april kl 14-17 på Vikær Toften 6, Risskov.

Benedicte Harder skriver:

“En pudes vej 1 2 3

Vævning er et levende fag fordi vi bruger det, men indimellem skal vi have input og inspiration udefra, for at udvikle os og bringe faget i spil.

Foredraget tager jer med gennem en alt andet end lineær proces, som startede med et inspirationsboost på Rigsarkivet i Viborg. Undervejs vil I få et indblik i processens dynamiske udvikling fra en nysgerrig undren over en frimærkestor vævet lap til en færdig pude til biblioteket på Skals Højskole.

I pausen er der mulighed for at se og føle både materialer og færdige prøver.

Dagen afsluttes med en workshop, hvor I selv analyserer vævede lapper og hvem ved?….    – bliver inspireret til en ny vævning.”

Tilmelding til  senest den 12. april. Det koster 80,-kr at deltage, som betales ved fremmødet.

Det næste arrangement bliver med Winnie Poulsen torsdag den 26. september kl. 19-22 på Risskov Bibliotek i pavillonen.  Bemærk sted!

Winnie Poulsen skriver:

“Hvem vil ikke gerne kunne lave trend hurtigt og godt?

Bruger man kejsestok, kan man trende med mange tråde samtidig, lave et småstribet mønster uden at skulle bryde trådene, og have en trend, hvor trådene understøtter hinanden, når man bommer. Den næste fordel kommer ved sølningen, for så ligger trådene 1 og 1, og man skal ikke sidde og farvesortere, men kan bare sølle løs.

Under vævningen har man ingen tråde, som snor sig bag søllerne, for med enkelttrådsskellet + grovskellet er trådene hele tiden holdt på plads.

Jeg viser, hvordan det foregår, og så har jeg vævninger med, som har haft fordel af at blive kejset, så I kan se det med fingrene.”

Tilmelding til  senest den 12. september. Det koster 80,-kr at deltage, som betales ved fremmødet.

Vel mødt

Foredrag med Anne Mette Christensen d. 20.3. kl. 19.30

Bemærk datoen er onsdag d. 20. marts p.g.a. påske.

Jeg har syet korssting i 30 år, og designer mine egne mønstre. 

På dette foredrag vil jeg vise eksempler på, hvordan jeg arbejder, både i designfasen og med det tekniske. 

Alt foregår helt lavpraktisk og alle kan være med, så ønsker du, at skabe dine egne designs, eller trænger du til et farveboost, uanset hvilket håndarbejde du elsker, så kan jeg måske inspirere. 

Denne aften kan min bog “Broderi Uden Regler” selvfølgelig købes.