I samarbejde med Silkeborg Museum har Østjysk Tekstilkreds lavet en udstilling med medlemmernes værker. K
– dét de
kunne og dét vi kan
Der er et
gammelt kinesisk ordsprog, der siger, at for et folk med en gammel kultur gælder
det ikke alene om at lære noget nyt, men også at lære, hvad man har glemt.
Engang kunne enhver kvinde i landbruget både karte og spinde,
væve, strikke og mange mange andre tekstile teknikker, fordi dét at have disse færdigheder
kunne give familien bedre muligheder for at klare sig, ikke blot økonomisk men
også fysisk at kunne give familien tiltrængte brugsgenstande tilvirket efter
f.eks. præcise mål eller i et bestemt materiale, alt efter hvilket behov de
forskellige familiemedlemmer måtte have.
Efterhånden som industrien overtog produktionen af mange af
disse brugsgenstande, kunne det kun dårligt betale sig selv at bruge timer på
de ofte meget tidskrævende teknikker til trods for at man måtte underlægge sig
standardiserede størrelser og tit inferiøre materialer og mange interessante
håndarbejdsdiscipliner gik i glemmebogen som en følge deraf.
Indenfor de seneste 15 år har mange teknikker fået en
revival. Ganske vist arbejdes der i mange tilfælde i helt andre materialer end
de oprindelige – nogle gange for at udforske interessante strukturer andre
gange, fordi materialerne ikke længere er til at skaffe. F.eks. er det op ad
bakke at skaffe halm til løbbinding, fordi de brækkede og krøllede strå, der
kommer ud af bagenden af en mejetærsker ikke kan bruges, andre gange er det
bare fordi industrien pludselig barsler med noget så interessant som gummireret
papirgarn – og så kan man da slet ikke få ro, før det er afprøvet J
Så det er altså ikke fordi vi er ude på at gå museerne i
bedene indenfor praktisk eksperimentel arkæojogi – vores mål er ikke at bevare
gamle teknikker, men at tage inspiration af det gamle for at give afsæt til
noget nyt.
I Østjysk tekstilkreds er vi alle optagede af at skabe noget
med hænderne – dét som vi har vidst altid, nemlig, at håndarbejde giver fred i
sjælen, er i de sidste år blevet dokumenteret i mange studier og der er i
kølvandet på disse studier opstået en skov af tilbud indenfor mindfull
håndarbejde. Også Peter Lund Madsen har holdt foredrag og lavet
radioudsendelser om hvor gavnligt håndarbejde er for hjernen.
Men vi arbejder ikke kun med håndarbejde for at få fred i
sjælen, vi er også i særdeleshed optaget af at eksperimentere – at gå den lidt
mere besværlige vej og udvikle vore egne mønstre og farveholdninger – at
eksperimentere med materialer og teknikker – at give det gamle et nutidigt
udtryk.
Udstillingen er på Silkeborg Museum Hovedgården, Hovedgårdsvej 7, 8600 Silkeborg
Åbningstalen til Kontrast
Hyggespor
Når tekstilnørder som os er sammen, kommer snakken ret hurtigt ind på
teknik i de forskellige discipliner. Skal man bruge hør hvis det skal holde
faconen? Hvordan får man kanten jævn? osv.
Men jeg kunne godt tænke mig, at fokusere lidt på det usynlige i
håndarbejdet.
For det findes jo et tekstilt miljø der ligger lidt i den blinde
vinkel, som rummer historier og minder der fortjener lidt spotlight.
Da jeg var lille og besøgte min Bedste, var et fast ritual hver eneste
gang, at gå ombord i hendes syskrin og dåsen med knapper.
Knapperne hældte jeg ud, sorterede og hældte tilbage igen.
Jeg tog papvindslet med den blanke pudderfarvede tråd til undertøj op og
følte på kinden hvor blødt det var.
Jeg skruede træ-paddehatten fra hinanden for at tjekke der stadig var
stoppenåle i håndtaget. Åbnede og lukkede sikkerhedsnålen med den lyseblå
emalje på.
Fandt den lille træspole med kraftigt, sort kinesertråd på
og det lille stykke bukseelastik der lå fint bundtet.
Sådan kunne jeg let sidder i en time og finde vindsler med stoppegarn
og papstykker med tryklåse og hægter på og sætte fingerspidsen på den tynde
hæklenål til nylonstrømper.
Det var ikke fordi jeg nogensinde brugte noget i Bedstes syskrin, jeg
nød bare tingene i det.
Og lur mig om der ikke er mange andre her i dag, der har lignende minder
om sysager.
Jeg tror nemlig ikke jeg er alene om, at nyde de ting vi bruger i vores
håndarbejde.
Den usynlige del af håndarbejdet er jo nemlig de redskaber og
opbevaringsbeholdere vi hver især har derhjemme. I ved dem med personlige
hyggespor.
Vi tænker sjældent over det, men vi sender lige en tanke til en person
eller et sted hver gang vi bruger dem.
Det er feks. den gode saks man altid tager… den der er bundet bånd i.
Den gamle bolchedåse med knappenåle i fordi der SKAL de bare bo, ellers
er det ikke rigtigt.
Det er cigaræsken med kniplepinde i, eller kurven fra en rejse man
mindes, hver gang man tager det garn der ligger i den. Det er den skæve
strikkepind, der sender en tilbage til mors æbleskiver.
Det er nålepuden der udover sy-og sikkerhedsnåle også lige har et par
spøjse nipsenåle fra barndomsturene på Samsø.
Det er mors broderede etui, eller Bedstes slidte målebånd.
Nogen gange er disse personlige aftryk på vores tekstilmiljø havnet der
ved et tilfælde…. Jeg har lige nogen knappenåle, hvor skal jeg gøre af dem
?…… den der Niveadåse passer lige. Bum 25 år senere bor de stadig i Niveadåsen.
Andre gange er de nøje udvalgt og måske endda særligt dekoreret.
Fine beklædte æsker med broderede monogrammer på, hvor man har sit
grej.
Det er typisk sådan noget nye øjne finder, hvis de besøger ens kreative
plet, eller hvis man er på kursus og grejet kommer på bordet. Så kører
pilfingrene og man spørger” Nejjjjjj hvad er det for en fin eller sjov en du
har der”. Og så bliver der luftet historier om steder og mennesker.
Det er ren gødning for sjælen og vi opdager det ikke engang. Men det er
de små ting, der bevarer vores kontakt til vores bagland og steder vi har
været.
Se alt det indeholder vores håndarbejde jo også. Men man kan ikke se
det.
Man kan heller ikke se spændingen ved at klippe det af væven, man har
brugt så uendeligt meget energi på at fremstille. Timerne hvor der blev lavet
tren, søllet, slået ind med liiiige den rette kraft.
Det er heller ikke umiddelbart til at se, at noget af det stof der er
brugt i udstillingen, måske har ligget i mere end 20 år på hylden, købt i en
tekstilforelskelse og først nu, har fået et projekt ærværdigt nok til at blive
brugt.
For selvom det kan virke tåbeligt for nogen, uden et hjerte af det pure
uld,
så kan vi bliver SÅ begejstrede for lækre materialer, at en
fortsættelse af livet, simpelthen ikke er muligt, uden at erhverve sig det
garn, stof eller hvad det nu kan være vi har kastet vores kærlighed på.
Vi må ha’ det og drømme om fremtidige projekter over det.
Noget bliver forholdsvis hurtigt brugt til noget, andet har en
modningsproces på flere årtier før det bliver anvendt.
Det er SÅ fint og lige som det skal være, det er en del af den usynlige
kreative proces.
Det er jo lige præcis det trådene ville fortælle om, hvis de kunne
tale.
Det er som med kæledyr en kvalitet at de ikke kan tale, for så ville de sladre om glæder og sorger vi har
gennemgået imens vi har strikket, kniplet, hæklet, vævet, syet osv.
Nogen af trådene ville kunne fortælle om ferier de har været med på,
ventetider de har fordrevet og terapeutiske timer der har reddet den mentale tilstand,
for den der har haft dem i hænderne.
Det er jo vores liv og hverdag der går ind i de her tråde, og de både
suger og udtrykker hver af os, på alle mulige måder, som udstillingen her også
viser.
Selvom jeg siger dette er den usynlige del af håndarbejdet, er det ikke
helt rigtigt.
For satte man maskiner til at lave det, der er udstillet her,
ville emnerne blive anderledes døde at se på.
Så måske kan man lige præcis ane begejstringen for materialerne, når
man nu går rundt og kigger på udstillingen.
Se nydelsen over farvekompositionerne der faldt på plads, teknikken der
ENDELIG sev ind på lystavlen, eller stoltheden over et design, man faktisk også
selv gider se på.
Måske skinner frustrationer over noget der er krympet eller flandrer
igennem,
eller raseriet over knækkede tråde eller nåle, eller over utérlige
materialer der ikke vil som man havde planlagt.
Hvem ved måske er det alligevel ikke så usynligt, at man har haft
hedeture over, at der faktisk er andre end en selv, der skal se på det man
laver og tilmed kan finde på at nærstudere det?
Det usynlige element er jo lige præcis håndarbejdets krydderi, det der
gør det unikt og værd at beskæftige sig med og det er også det der gør det
interessant at se på.
Så næste gang i får fat i et hyggespor derhjemme, så husk at nyd det,
for det er en del af håndarbejdet.
Skrevet af Rikke Lyng Christensen til åbning af Kontrast
d-12/5 2019
