Hæklede ikoniske kvinder

Af Carla Mitrani, oversættelse: Sigrid Sangild

Forlaget: Turbine

ISBN: 978-87-4067-084-4

Pris: 250 kr

Den argentinske forfatter Carla Mitranis bog er lige til at blive i godt humør af.

Den består af en samling hæklede dukker (amigurumi-figurer), der udgør en hyldest til nogle af de ekstraordinære kvinder, der på vidt forskellig vis har påvirket verden i fortid og nutid.

Her er så forskellige kvinder som Kleopatra, Marie Curie, Greta Thunberg og Serena Williams.

Hver af de 15 kvinder bliver præsenteret, og forfatteren forklarer, hvorfor hun har udvalgt netop disse kvinder. Bogen er ligeledes forsynet med citater fra alle kvinderne.

Bogen er velforsynet med farvefotos og særdeles detaljerede arbejdsbeskrivelser.

Dukkerne er hæklet i bomuldsgarn, så hvis man har nogle garnrester, kan man hurtigt komme i gang. Alle arbejdsgange er grundigt beskrevet, så selv den mindre øvede hæklerske kan være med.

Hver opskrift fylder fire sider med nærbilleder af detaljerne, så man bliver ”holdt i hånden” hele vejen gennem forklaringerne.

Dukkerne er ca. 20 cm høje og så robuste, at børn kan lege med den.

Med inspiration fra bogen, vil man nemt kunne hækle sine egne forbilleder eller andre fantastiske dukker. Små hæklearbejder har jo den store fordel, at de er nemme at tage med på tur.

Bogen har et lækkert layout og er på alle måder tiltalende at gå om bord i.

Det er en smuk bog, som varmt kan anbefales.

Anmeldt af Birthe Beltoft

Hygge, strikkede bluser og cardigans

Af K.Bovensiepen, M. Nöldeke og S.Groll

Forlag: Legind

ISBN: 978-87-7537-119-8

Pris: 249 kr

Bogen starter med en grundig vejledning i forskellige teknikker – opslagning, aflukning og andet. Alt meget fint illustreret, så også ikke så øvede strikkere kan være med.

De fleste af modellerne er strikket oppefra og ned, hvilket giver god mulighed for at tilpasse længden af ærmer og krop til den enkelte person. Det er også dejligt at se, at når modellen har store størrelser, så er det store størrelser – maskeantallet følger med. Bogen indeholder 15 opskrifter af forskellig sværhedsgrad, men dog rimelig enkle i klassisk design ofte ensfarvede.

Der strikkes mest på tykke pinde, så arbejdet skrider hurtigt frem.  Er man ikke til store trøjer, finder man også 2 sjælevarmere og et slag med hætte, som man kan varme sig med. Det er dejlige cardigans og bluser, som man kan hygge sig i året rundt.

Anmeldt af Lise Andersen

Hygge, hæklet tilbehør, pynt og gaver

Af Sascia Anna Strohhammer

Forlaget: Legind

ISBN: 978-87-2700-068-8

Pris: 249 kr.

Hygge, er en rigtig vinter hyggebog, fordi den, udover små overkommelige opskrifter også indeholder mange dejlige billeder og historier om livet i Sydbayern om vinteren.

Nok er det med vinterbilleder, men der er absolut også ting til helårsbrug – og det bliver jo vinter igen!

Som inspiration til bogens 19 modeller har forfatteren taget udgangspunkt i vinterlandskabet, sneen og skyggerne heri, så stilrent og gennemført, men farver vælger vi jo efter årstid og humør.

Bogens 19 opskrifter er opdelt i 4 afsnit med forskellige temaer.

Hygge til hjemmet: hvor det drejer sig om kop varmere, bordskånere, puder osv.

Assessories: luffer, huer, pulsvarmere og flere andre ting.

Pynteting: snefnug, istapper og ornamenter og endelig

Gaver – personligt synes jeg, at alle tingene i bogen egner sig til gaver, det er fine og for de fleste tings vedkommende, overskuelige projekter.

Opskrifterne er nemme at gå til, meget velbeskrevne, med diagrammer og i de fleste tilfælde også meget fine trinvise fotos.

En bog man som nybegynder, eller med meget lidt hækleerfaring kan få megen glæde af og som indeholder mange fine ideer også for de mere erfarne hæklere.

Anmeldt af Vibeke Harmsen

Handcraft

Af Helga Isager og Helga Jona Thorunnardottir

Forlaget: Isager

ISBN: 978-87-9998-199-1

Pris: ca. 250 kr.

Dette er en strikkebog for Feinschmeckere – lige fra den lækre indbinding ( sandfarvet lærred med et kønt foto) – til de smukke fotos af fingerhandsker og vanter.

De 2 Helga-er har nemlig valgt at lave en hel bog om handsker og vanter. De siger i forordet, at de har en fælles passion for teknikker og detaljer. De har derfor valgt de mindre projekter for at kunne gennemgå så mange teknikker som muligt. De kan godt lide, at maskerne ligger rigtigt, og at kanterne er perfekte. De indrømmer, at andre måske ikke lægger mærke til det, men det gør de selv.

Bogens teknikker og mønstre kan naturligvis bruges til bluser og sweatre, sjaler og huer m.m.

Bogen er lavet som et lille opslagsværk og strikkeskole for opslagninger , kanter, højredrejet og venstredrejet ind-og-ud-tagninger, strikkehæftning,  falsk snoning både til højre og venstre, almindelig snoning og vandrette masker . m.m.

Tanken er at man vælger en kant, et mønster og en type ind- og-udtagninger til sine handsker . Ikke at man absolut følger forslaget i bogen.

Alle disse teknikker er illustreret med fine tegninger af japanske Toshiko Koikegami.

Der går ca 50 g garn til et par fingervanter / vanter så det er et oplagt resteprojekt.

Anmeldt af Helle Regner