Strik

Af Lærke Bagger

Forlag: Gyldendal

ISBN: 978-87-0231-635-3

Pris: Set hos Computersalg til 279,00 kr.

Et forfriskende indlæg mellem de uendelig mange strikkebøger, der udkommer i tiden!

Der er 15 opskrifter i bogen , alt fra meget simple puder og scrunchies til strik med perler og en pels i løkkestrik. Alle designs er meget farverige og sprudlende.

Lærke Baggers mantra er: Just tie knots! Hun mener selv at bogen er et opgør med perfekthedskulturen Det er nok rigtigt, men ikke desto mindre har hun helt styr på sin teknik og kommer med gode hint til f.eks. pæne kantmasker eller halskanter.

Modellerne er primært retstrikning, og ja, så tænker man igen, er her noget nyt? Ja, hvornår har vi f.eks sidst set en opskrift på en kjole med læg. Bogen har mange illustrationer og forsøger virkelig at få sine læsere til at tænke over design, og ikke blot følge en opskrift fra ende til anden. Lav skitser eller husk at lave vikleprøver og strikkeprøver, og gem dem, måske er de også brugbare en anden gang. Hendes opfordring til at bygge videre på grundopskrifterne og finde sit eget design er en force for bogen

Ud over de mange illustrationer og skitser, indeholder bogen en personlig fortælling om Lærke Baggers tilgang til det at designe – man må gerne satse – og så må det briste eller bære.

Dette er måske mest en bog for begyndere, men jeg mener også garvede strikkere kan finde ny inspiration. En flot bog.

Finurlig strik

Af Vivian Høxbro

Forlag: Turbine

ISBN: 978-87-4066-784-4

Pris: Set hos Computersalg til 218,00 kr.

Vivian Høgsbros nye bog er et festfyrværkeri af mønstre og modeller. Bogen er både en lærebog / skole i 8 forskellige mønstre med meget grundige forklaringer til teknikker, og samtidig en inspirationskilde til at udvikle egne modeller.

Hvis vi før har været vant til Dominostrik, så kommer der her : striber, tern, tre-firkanter, vinkler, trapper, siksak, cirkler og muslinger.

Der er først en prøveopskrift for at lære teknikken, derefter en eller to opskrifter på  en model. Dette kan være en bluse, jakke, sjal, vest eller pude.

Alle forklaringer er meget pædagogiske. Man mærker at Vivian Høgsbro har undervist i strik i mange år. Vivians  første grundsætning er, at det skal være sjovt og helst meget farverigt.

Bogens modeller er barnebarnet Sophias gymnasieveninder, og de er fotograferet i godset Corselitzes have og skovområde ud til Østersøen på en dejlig sommerdag.

Vivian konstaterer at til forskel fra hendes barndom lige efter krigen, hvor vi manglede varmt tøj, så strikker vi jo nu mest fordi det er hyggeligt og sjovt, og ikke fordi vi mangler en trøje. Derfor gør det ikke noget at det tager tid.

Det er en dejlig bog som varmt kan anbefales.

Anmeldt af Karen Thomsen

Sy – Lær at sy hverdagstøj efter dine egne mål

Af Thea Rytter

Forlag: Turbine

ISBN: 978-87-1067-019-3

Pris: Set hos Willam Dam boghandel til 214,20 kr.

Mål dig selv.
Måleskema med 13 punkter, ud fra disse mål tegner du en skitse af dig selv.
Ud fra kropsmålene laver du et mønster. Fin beskrivelse af, hvordan man gør.
Nogle nemme sy teknikker gennemgåes.
Symaskinen skal kunne sy frem og tilbage og zig zag. Så hent bare den gamle symaskine frem fra bunden af skabet.
Udstyr til syning:
Nåle, sytråd, sakse, opsprætter, mønsterpapir og stof

Gennemgang af forskellige stoffer og beregning af stofforbrug.
Nu begynder gennemgangen af mønstre, hvert mønster er nøje beskrevet.
Inderst inde, T-shirt, Sweatsæt, Sweatpants, Sweatshirt, Wrapkjole og-top,
Boho-bukser, Babydoll-kjole og -top, Bindekjole og -top, Stropbukser, Skråtop og -kjole, Stropkjole, Knudetop, Kjole med bindebånd i siderne, Yogatop, Flæsekjole, Foldekjole, Draperet nederdel.
Alt nemt at gå til.

Bogen er en guldgruppe for en, som vil sy med det samme, man får ideen.
Alle modellerne er løse og uden indsnit. Principperne i denne bog er simple:
Mål dig selv, tegn dig selv, tegn dit mønster, klip ud, sy sammen, hav på, speciallavet til dig!

Anmeldt af Aase Høgh

Foredrag m. Sara Pape d. 27.10 kl. 19:30

Sara Pape – Ryabilleder og lampeskærme

Alt med garn interesserer mig. Min mor lærte mig at strikke, da jeg var seks år gammel i 1979. Selv om det i midten af firserne ikke var ret moderne at strikkefor en teenager, holdt jeg stædigt ved. Min interesse for garn og alt kreativt i det hele taget har ført til, at jeg for nogle år siden opdagede danellanålen. En speciel nål til at sy ryatæpper med, og som jeg bruger til at sy mine ryabilleder.

Jeg glæder mig til at komme og fortælle lidt om farver og om teknikken bag ryasyning. Jeg medbringer eksempler på billeder samt nål og ramme, så de, der får lyst, kan prøve nålen.