Udflugt 2024 – AFLYST!!!

På togt mod fjerne kyster…

… nærmere bestemt Mors.

Programmet på Forårsudflugten bliver ikke så tætpakket, som det har været tidligere år. Men ligeså eventyrligt, håber Rejseholdet.
Hovedattraktionen er et besøg hos Peter Callesen, der i over 20 år har formgivet i papir og skabt fantastiske værker .. mest i hvidt papir, der er i kontrast til sin modsætning. Se: https://www.petercallesen.com/

I den gamle præstegård i Karby arbejder også Peters partner, Anne Riis Bovbjerg. Hun er billedkunstner og bruger farvet papirklip til at skabe sine billeder. Så vi vil få masser af indtryk og sikkert også inspiration med os. Se: https://anneriisbovbjerg.dk/
Frokosten skal vi indtage i Det ottekantede Forsamlingshus, som er et af de ældste af sin slags her i landet. Det er et centralt sted i højskolebevægelsen, og er igennem de senere år sat i stand og udsmykket af forskellige kunstnere.
Efter frokosten besøger vi Røntveds Galleri og Skulpturhave. Haven i sig selv er en oase, hvor man kan opleve mange figurer, som Gitte og Michael Røntved selv har frembragt. Michael er stenhugger og Gitte arbejder udover sten i materialer som

bronze, keramik og glas. Galleriet er udstilling af en stor variation af arbejder fra parrets hånd. Og her kan man være heldig at finde lige den figur, man har gået og drømt om.
På den lange bustur ud og hjem vil Rejseholdet sørge for underholdning af forskellig slags. Så glæd jer – også til det.
Vi har udvidet tilmeldingsperioden til den 20. April. Så tag endelig fat i strikkeklubben, naboen, søster, mor, datter og svigerinde og hvem du ellers kan komme i tanke om, for at høre, om ikke de har lyst til en tur ud i sommerlandet.

Det bliver en lang køretur, så vi sørger for lidt underholdning i bussen. Medbring selv kop og kaffe/the med til formiddagsbollerne.

Torsdag den 16. maj fra 8.00 til 17.00.

Afgang Musikhuset i Århus.
Opsamling Kvickly, Åbyhøj (v. apoteket).

Pris: 575 kr. Skriv mail til OG indbetal beløb på 9070 2077670699. HUSK NAVN på indbetalingen.

Sidste frist for tilmelding er den 20. April.

Vi glæder os til endnu en forrygende tur.

Rejseholdet v/ Birgitte, Dorte
og Karen Margrethe.

Foredrag med Amy Lyngå d. 24. april kl 19.30

Workshop og foredrag

MEDBRING:

Medbring gerne jeans med huller, skjorter med hul på albuerne, duge eller tøj med pletter, trøjer med huller eller slidte ærmer m.m. Jeg medbringer stof til at reparere med, lidt forskelligt garn dertil og masser af gode ideer 🙂

Til reparationsarbejdet skal vi bruge;

nåle,

knappenåle,

sytråd (til ri-sting), 

en go saks, 

en lille broderi-ramme (hvis du allerede har) 

og lidt forskelligt broderigarn, feks. Amagergarn, som vi bruger til reparationerne.

Der er lagt op til workshop, så:

Hvis man ikke har noget, der skal repareres eller pyntes på, er det vigtigt at tage et stykke stof med, så man har mulighed for at prøve.

Foredrag med Anne Mette Christensen d. 20.3. kl. 19.30

Bemærk datoen er onsdag d. 20. marts p.g.a. påske.

Jeg har syet korssting i 30 år, og designer mine egne mønstre. 

På dette foredrag vil jeg vise eksempler på, hvordan jeg arbejder, både i designfasen og med det tekniske. 

Alt foregår helt lavpraktisk og alle kan være med, så ønsker du, at skabe dine egne designs, eller trænger du til et farveboost, uanset hvilket håndarbejde du elsker, så kan jeg måske inspirere. 

Denne aften kan min bog “Broderi Uden Regler” selvfølgelig købes.

Foredrag med Trine Kok d. 31.1. kl 19.30

Trine Kok skaber store tekstile kunstværker ud af genanvendt garn, regnvand og plantefarve.

Hendes arbejde kredser om langsommelighed og nænsomhed for de materialer, vi allerede har til rådighed. Hendes værker indeholder flere budskaber og lag, som hun vil fortælle meget mere om til foredraget ‘Håndholdt Kærlighed’.

Trine Kok har arbejdet med garn i mere end 25 år. Hun er oprindeligt læreruddannet, men har arbejdet med garnet i egen virksomhed siden 2011. Trine har udstillet sine værker flere steder i landet, og er desuden forfatter til en strikkebog til børn.