Af Helga Isager og Helga Jona Thorunnardottir
Forlaget: Isager
ISBN: 978-87-9998-199-1
Pris: ca. 250 kr.
Dette er en strikkebog for Feinschmeckere – lige fra den lækre indbinding ( sandfarvet lærred med et kønt foto) – til de smukke fotos af fingerhandsker og vanter.
De 2 Helga-er har nemlig valgt at lave en hel bog om handsker og vanter. De siger i forordet, at de har en fælles passion for teknikker og detaljer. De har derfor valgt de mindre projekter for at kunne gennemgå så mange teknikker som muligt. De kan godt lide, at maskerne ligger rigtigt, og at kanterne er perfekte. De indrømmer, at andre måske ikke lægger mærke til det, men det gør de selv.
Bogens teknikker og mønstre kan naturligvis bruges til bluser og sweatre, sjaler og huer m.m.
Bogen er lavet som et lille opslagsværk og strikkeskole for opslagninger , kanter, højredrejet og venstredrejet ind-og-ud-tagninger, strikkehæftning, falsk snoning både til højre og venstre, almindelig snoning og vandrette masker . m.m.
Tanken er at man vælger en kant, et mønster og en type ind- og-udtagninger til sine handsker . Ikke at man absolut følger forslaget i bogen.
Alle disse teknikker er illustreret med fine tegninger af japanske Toshiko Koikegami.
Der går ca 50 g garn til et par fingervanter / vanter så det er et oplagt resteprojekt.
Anmeldt af Helle Regner