I samarbejde med Silkeborg Museum har Østjysk Tekstilkreds lavet en udstilling med medlemmernes værker. K
– dét de kunne og dét vi kan
Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der siger, at for et folk med en gammel kultur gælder det ikke alene om at lære noget nyt, men også at lære, hvad man har glemt.
Engang kunne enhver kvinde i landbruget både karte og spinde, væve, strikke og mange mange andre tekstile teknikker, fordi dét at have disse færdigheder kunne give familien bedre muligheder for at klare sig, ikke blot økonomisk men også fysisk at kunne give familien tiltrængte brugsgenstande tilvirket efter f.eks. præcise mål eller i et bestemt materiale, alt efter hvilket behov de forskellige familiemedlemmer måtte have.
Efterhånden som industrien overtog produktionen af mange af disse brugsgenstande, kunne det kun dårligt betale sig selv at bruge timer på de ofte meget tidskrævende teknikker til trods for at man måtte underlægge sig standardiserede størrelser og tit inferiøre materialer og mange interessante håndarbejdsdiscipliner gik i glemmebogen som en følge deraf.
Indenfor de seneste 15 år har mange teknikker fået en revival. Ganske vist arbejdes der i mange tilfælde i helt andre materialer end de oprindelige – nogle gange for at udforske interessante strukturer andre gange, fordi materialerne ikke længere er til at skaffe. F.eks. er det op ad bakke at skaffe halm til løbbinding, fordi de brækkede og krøllede strå, der kommer ud af bagenden af en mejetærsker ikke kan bruges, andre gange er det bare fordi industrien pludselig barsler med noget så interessant som gummireret papirgarn – og så kan man da slet ikke få ro, før det er afprøvet J
Så det er altså ikke fordi vi er ude på at gå museerne i bedene indenfor praktisk eksperimentel arkæojogi – vores mål er ikke at bevare gamle teknikker, men at tage inspiration af det gamle for at give afsæt til noget nyt.
I Østjysk tekstilkreds er vi alle optagede af at skabe noget med hænderne – dét som vi har vidst altid, nemlig, at håndarbejde giver fred i sjælen, er i de sidste år blevet dokumenteret i mange studier og der er i kølvandet på disse studier opstået en skov af tilbud indenfor mindfull håndarbejde. Også Peter Lund Madsen har holdt foredrag og lavet radioudsendelser om hvor gavnligt håndarbejde er for hjernen.
Men vi arbejder ikke kun med håndarbejde for at få fred i sjælen, vi er også i særdeleshed optaget af at eksperimentere – at gå den lidt mere besværlige vej og udvikle vore egne mønstre og farveholdninger – at eksperimentere med materialer og teknikker – at give det gamle et nutidigt udtryk.
Udstillingen er på Silkeborg Museum Hovedgården, Hovedgårdsvej 7, 8600 Silkeborg
Åbningstalen til Kontrast
Hyggespor
Når tekstilnørder som os er sammen, kommer snakken ret hurtigt ind på teknik i de forskellige discipliner. Skal man bruge hør hvis det skal holde faconen? Hvordan får man kanten jævn? osv.
Men jeg kunne godt tænke mig, at fokusere lidt på det usynlige i håndarbejdet.
For det findes jo et tekstilt miljø der ligger lidt i den blinde vinkel, som rummer historier og minder der fortjener lidt spotlight.
Da jeg var lille og besøgte min Bedste, var et fast ritual hver eneste gang, at gå ombord i hendes syskrin og dåsen med knapper.
Knapperne hældte jeg ud, sorterede og hældte tilbage igen.
Jeg tog papvindslet med den blanke pudderfarvede tråd til undertøj op og følte på kinden hvor blødt det var.
Jeg skruede træ-paddehatten fra hinanden for at tjekke der stadig var stoppenåle i håndtaget. Åbnede og lukkede sikkerhedsnålen med den lyseblå emalje på.
Fandt den lille træspole med kraftigt, sort kinesertråd på
og det lille stykke bukseelastik der lå fint bundtet.
Sådan kunne jeg let sidder i en time og finde vindsler med stoppegarn og papstykker med tryklåse og hægter på og sætte fingerspidsen på den tynde hæklenål til nylonstrømper.
Det var ikke fordi jeg nogensinde brugte noget i Bedstes syskrin, jeg nød bare tingene i det.
Og lur mig om der ikke er mange andre her i dag, der har lignende minder om sysager.
Jeg tror nemlig ikke jeg er alene om, at nyde de ting vi bruger i vores håndarbejde.
Den usynlige del af håndarbejdet er jo nemlig de redskaber og opbevaringsbeholdere vi hver især har derhjemme. I ved dem med personlige hyggespor.
Vi tænker sjældent over det, men vi sender lige en tanke til en person eller et sted hver gang vi bruger dem.
Det er feks. den gode saks man altid tager… den der er bundet bånd i.
Den gamle bolchedåse med knappenåle i fordi der SKAL de bare bo, ellers er det ikke rigtigt.
Det er cigaræsken med kniplepinde i, eller kurven fra en rejse man mindes, hver gang man tager det garn der ligger i den. Det er den skæve strikkepind, der sender en tilbage til mors æbleskiver.
Det er nålepuden der udover sy-og sikkerhedsnåle også lige har et par spøjse nipsenåle fra barndomsturene på Samsø.
Det er mors broderede etui, eller Bedstes slidte målebånd.
Nogen gange er disse personlige aftryk på vores tekstilmiljø havnet der ved et tilfælde…. Jeg har lige nogen knappenåle, hvor skal jeg gøre af dem ?…… den der Niveadåse passer lige. Bum 25 år senere bor de stadig i Niveadåsen.
Andre gange er de nøje udvalgt og måske endda særligt dekoreret.
Fine beklædte æsker med broderede monogrammer på, hvor man har sit grej.
Det er typisk sådan noget nye øjne finder, hvis de besøger ens kreative plet, eller hvis man er på kursus og grejet kommer på bordet. Så kører pilfingrene og man spørger” Nejjjjjj hvad er det for en fin eller sjov en du har der”. Og så bliver der luftet historier om steder og mennesker.
Det er ren gødning for sjælen og vi opdager det ikke engang. Men det er de små ting, der bevarer vores kontakt til vores bagland og steder vi har været.
Se alt det indeholder vores håndarbejde jo også. Men man kan ikke se det.
Man kan heller ikke se spændingen ved at klippe det af væven, man har brugt så uendeligt meget energi på at fremstille. Timerne hvor der blev lavet tren, søllet, slået ind med liiiige den rette kraft.
Det er heller ikke umiddelbart til at se, at noget af det stof der er brugt i udstillingen, måske har ligget i mere end 20 år på hylden, købt i en tekstilforelskelse og først nu, har fået et projekt ærværdigt nok til at blive brugt.
For selvom det kan virke tåbeligt for nogen, uden et hjerte af det pure uld,
så kan vi bliver SÅ begejstrede for lækre materialer, at en fortsættelse af livet, simpelthen ikke er muligt, uden at erhverve sig det garn, stof eller hvad det nu kan være vi har kastet vores kærlighed på.
Vi må ha’ det og drømme om fremtidige projekter over det.
Noget bliver forholdsvis hurtigt brugt til noget, andet har en modningsproces på flere årtier før det bliver anvendt.
Det er SÅ fint og lige som det skal være, det er en del af den usynlige kreative proces.
Det er jo lige præcis det trådene ville fortælle om, hvis de kunne tale.
Det er som med kæledyr en kvalitet at de ikke kan tale, for så ville de sladre om glæder og sorger vi har gennemgået imens vi har strikket, kniplet, hæklet, vævet, syet osv.
Nogen af trådene ville kunne fortælle om ferier de har været med på, ventetider de har fordrevet og terapeutiske timer der har reddet den mentale tilstand, for den der har haft dem i hænderne.
Det er jo vores liv og hverdag der går ind i de her tråde, og de både suger og udtrykker hver af os, på alle mulige måder, som udstillingen her også viser.
Selvom jeg siger dette er den usynlige del af håndarbejdet, er det ikke helt rigtigt.
For satte man maskiner til at lave det, der er udstillet her,
ville emnerne blive anderledes døde at se på.
Så måske kan man lige præcis ane begejstringen for materialerne, når man nu går rundt og kigger på udstillingen.
Se nydelsen over farvekompositionerne der faldt på plads, teknikken der ENDELIG sev ind på lystavlen, eller stoltheden over et design, man faktisk også selv gider se på.
Måske skinner frustrationer over noget der er krympet eller flandrer igennem,
eller raseriet over knækkede tråde eller nåle, eller over utérlige materialer der ikke vil som man havde planlagt.
Hvem ved måske er det alligevel ikke så usynligt, at man har haft hedeture over, at der faktisk er andre end en selv, der skal se på det man laver og tilmed kan finde på at nærstudere det?
Det usynlige element er jo lige præcis håndarbejdets krydderi, det der gør det unikt og værd at beskæftige sig med og det er også det der gør det interessant at se på.
Så næste gang i får fat i et hyggespor derhjemme, så husk at nyd det,
for det er en del af håndarbejdet.
Skrevet af Rikke Lyng Christensen til åbning af Kontrast d-12/5 2019