Marianne Stokholm – om integreret design
Jeg er oprindeligt uddannet arkitekt på Arkitektskolen i Aarhus, men har primært beskæftiget mig med design og er nu pensioneret fra en stilling som professor i Industriel design ved Aalborg Universitet.
Hvad har jeg beskæftiget mig med?
Hvad har været den røde tråd?
Hvordan har jeg arbejdet med design?
Hvorfor har der været en god investering?
I denne sammenhæng er mit ærinde at formidle resultater, oplevelser og erfaringer fra et langt liv til et design fagligt forum indenfor tekstilområdet. Det ligger langt fra det, jeg har beskæftiget mig med, men jeg kan forhåbentlig alligevel bidrage med brugbar viden og inspiration.
Mit faglige virke bygger på tre søjler. Jeg har arbejdet som udøvende designer indenfor industriel design med basis i eget firma. Jeg har undervist i utallige design relaterede emner på en Arkitektskole, en Kunsthåndværkerskole og et Universitet samt på kurser for industrien. Jeg har arbejdet med et større forskningsprojekt som kandidatstipendiat, forsket i design processen og præsenteret forskningsresultater på internationale konferencer.
Som arkitekt har jeg beskæftiget mig med design af bygninger og indretning. Som designer med produkt design og strategisk design, men også med design af nye designrelaterede uddannelser. Som underviser har min opgave været at udvikle kompetencer hos studerende, professionelle og lægfolk i forståelsen af design og navigation i designprocessen.
At jeg har arbejdet i krydsfeltet mellem skabende arbejde, forskning og formidling har haft stor indflydelse på min faglige udvikling, men i høj grad også på mine resultater. Da jeg selv var under uddannelse, var der ikke tale om forskningsbaseret læring. Skolerne byggede på mesterlære og det eksemplariske princip.
Designprocessen blev betragtet som en forretningshemmelighed og bestod af tavs viden. Dygtige designere kunne frembringe unikke produkter, men var ikke i stand til at forklare, hvordan de gjorde det.
Da vi startede design forskningen på Aalborg Universitet i 2000, var vi så at sige på bar mark ikke kun i Danmark. Siden da er der sket en voldsom udvikling indenfor design forskningen internationalt, ikke mindst fordi andre faggrupper og især erhvervslivet har opdaget, at der findes design metoder, som kan anvendes langt videre end til frembringelse af nye produkter. Til min præsentation vil jeg medbringe produkter fra både praksis og forskning. Der vil være mulighed for at koble de to felter og for en hands on oplevelse af resultaterne.