Strikkecirklen:

14. september                                       sommerens strik og strikkeoplevelser

                                                                 + fortsatte emner

12. oktober                                             emner aftalt på 1. mødegang

9. november                                          emner aftalt på 1. mødegang

Foredrag med Tonja Rosenblad d. 28.9 kl. 19:30

Foredrag med Protestbrodøsen

Broderi som protestform

Jeg bruger broderiet som et middel til at kommentere magthaveres ordbrug og andre forhold i det omgivende samfund – ofte med et satirisk strøg. Broderiet har givet mig en stemme, og jeg oplever, at det er nemmere for mig at have en spids nål end en skarp tunge. For mig er det imidlertid vigtigt, at der en balance mellem form og indhold, og derfor bestræber jeg mig på at arbejde med et sikkert æstetisk udtryk.

Til at begynde med broderede jeg fortrinsvist på papir, hvor jeg arbejdede med et stringent, grafisk udtryk. Senere er jeg blevet optaget af også at brodere på tekstiler og genfortolke ældre broderitraditioner som f.eks. klokkestrengen eller juletræstæppet – dog stadig med et vist bid.

I foredraget vil jeg fortælle mere om mit arbejde, hvor jeg finder kunstnerisk inspiration, og desuden vise billeder af mine forskellige værker. Endelig vil der være eksempler på mere almindeligt og anvendeligt (”pænt”) broderi, som jeg en sjælden gang også kaster mig over.

Foredrag med Dorte Rørmann d. 31. august kl. 19:30

Design af strikkede trøjer med inspiration fra truede dyrearter

Hvordan bidrager vi hver især gennem vores passion for håndarbejde til vores egen og verdens sundhed?

Vi ved at vi forbedrer vores egen sundhed ved at være kreative med hænder og hoved.

Foredraget kommer omkring vores egen sundhed, fællesskaber, bæredygtighed og naturen som inspirationskilde. Rig mulighed for dialog og med mange eksempler på billeder, dyreillustrationer og strikkede trøjer.

Udgangspunktet er den internationale strikkebog RED (Rescue Endangered by Design) som indeholder illustrationer, opskrifter og baggrundsviden om truede dyrs vilkår.

Alt efter interesse tager vi snakken om bæredygtige valg og dilemmaer, nye og anderledes inspirationskilder, om det AT GIVE … lige fra den enkelte trøje, tid til egen fordybelse og sundhed, fortællinger mellem generationer, tilbage til naturen og donationer i en større skala.

Jeg glæder mig til dialogen om det at vores passion for håndarbejde kan række længere ud i verden.

Hvem er jeg??

Jeg hedder Dorte Rørmann og er medforfatter af RED bogen, en anderledes strikkebog som udsprang af en god ide om at bruge design af strikkede trøjer til at fortælle historien om verdens truede dyr.

Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet med ledelse og patientsikkerhed i sundhedsvæsenet i mange år, bl.a. som sundhedschef. Hertil underviser jeg i idræt og naturtræning.

www.rescueendangeredbydesign.com

www.dorteroermann.dk

Utro Retro – 50 års jubilæumsudstilling

Østjysk Tekstilkreds har 50 års jubilæum i 2024 og derfor har vi planer om at lave en jubilæumsudstilling med jeres værker.

Vi har igen allieret os med Museum Silkeborg, som vi syntes vi havde et godt samarbejde med til vores ’Kontrast’ udstilling og de har sat os i kalenderen fra efterårsferien 2023 til om med påsken 2024. Det er der jo lidt over et år til, men da det jo tager tid at fremstille godt håndværk, skal I allerede nu have emnet, så i kan marinere lidt over, hvad I vil lave og kan få gang i trådene. Vi håber selvfølgelig der også denne gang, er mange der vil hjælpe med til at skabe en fantastisk udstilling, så vi kan vise hvor bredt vi tekstilt spænder i Østjysk Tekstilkreds.

Titlen på udstillingen bliver ’Utro Retro’ og kommer til at binde en finurlig knude mellem nutid og start 70’erne da foreningen startede.

De gamle retro mønstre, snit, designs og stilarter får sig en tur i vridemaskinen og kommer ud i 2023 med et tvist i tekstil.

Museum Silkeborg har bedt om, at få en liste og billeder af det vi hver især har ladet os inspirere af til vores værk allersenest i april 2023, så de har tid til at søge efter ting, plakater, skilte, tøj, flasker, tapeter, bøger osv. som de vil spice udstillingen op med. Et eksempel er denne pude broderet i det velkendte Marie kiks mønster og i de røde/ hvide farver og med samme slags bogstaver, men i stedet står der Tuc, som er en helt anden slags kiks. Her vil Museet kombinere værket med den gamle velkendte Marie kiksedåse, så det bliver tydeligt for de besøgende hvad puden er utro mod.

Det er jo ikke alle der var der i starten af 70’er og fanger vores referencer, ej heller har alle samme erindring/ erfaring eller kendskab til de designs vi har taget inspiration fra, derfor bifalder vi denne idé fra museet. Men det er klart, det kræver tid at finde tingene på div. Loppemarkeder og i gemmerne rundt omkring, derfor skal de have listen allerede i marts- april.

Nu er der jo mange måder at være utro på, så det behøver ikke nødvendigvis været en tekst der er lavet om, det kan også være et typisk 70’er tapet, der er vævet, strikket, hæklet eller broderet f.eks. Eller hvis man nu har noget meget nutidigt stof, kan det syes op til et sæt tøj, der var typisk i start 70’erne, lange flipper, kassebukser osv. Hønsestrik kan også få helt moderne små figurer men i hønsestrik farver og stil. Det kan også være mønstre fra gryder eller stel fra dengang, der er revet ud af kontekst og sat ind i noget helt andet. De klassiske lange, spidse, orange kaffebønner der prydede emaljegryderne, kunne væves ind som bort i et tørklæde. ’Atomkraft nej tak’ solen, kan få ny, alternativ tekst, eller nye farver. Ikoniske bogomslag der stod i reolerne da foreningen startede, kan også fortolkes tekstilt. F.eks. børnebogen ’Lange Peter Madsen’ der er en høj petrolgrøn bog med Peter på forsiden med sine lange sorte bukser og gule trøje, kunne væves op til en løber i de samme farver, men hvor man måske ikke lige nødvendigvis ser en person, men de gule lange strøg og sorte lange streger/striber på en petroleums grøn bund. Måske har en lyst til at lave neonfarvet batik, måske har man lyst til at lave et fredstegn i camouflage mønster eller et der repræsenterer nutiden.

Der er MASSER af skønne designs at være utro mod i vores tekstile udgave af en tidsmaskine og det bliver sjovt for folk at kigge på vores værker og tænke ” Jeg kender det, men der er noget galt… hvad er det nu?”, eller ” Nej hvor sjovt, jeg kan huske vi havde…”

Vi håber meget I er med på idéen og allerede nu begynder på forberedelserne. Hurra for internettet og god tur down memory lane. Vi glæder os til at se hvordan I binder 1970’erne sammen med nutiden, med tråde, karteflor, stof, garn, jeres dygtige hænder og kreative hjerner.

Der kommer også et lille oplæg om det til en foredragsaften enten i august eller september inden foredragsholderen går på, hvor man kan stille spørgsmål og få endnu flere retrobilleder til inspiration.