MØDE I VÆVEFORUM d. 23.3 kl. 19:00

Emne: Medlemmernes aften

Dagsorden:

Medlemmernes nye vævninger, især vævet beklædning.

Medbring små prøver og  opskrifter.

Medlemsnyt.

Valg til arbejdsgruppe/nyvalg/genvalg

Ideer til fremtidige aktiviteter

Vævebanko – medbring væverelateret genstand som kan indgå i gevinstrækken

Man skal selv medbringe drikkevarer, men Væveforum er vært ved en lille sød ting til kaffen.

Husk at det koster 30 kr at deltage og 10 kr pr. bankoplade.

Der kan betales med kontanter eller mobilepay (helst).

På gensyn
Arbejdsgruppen

Væveforum er et åbent forum for alle interesserede vævere. Ønsker du at være med på listen, kan du blot kontakte en af os.

Foredrag m. Vithard Villumsen d. 27.4 kl. 19:30

Vithard og strik

Hvordan inspirationer bliver til designs hos Vithard

Vithard har strikket det meste af sit liv. Han har altid været optaget af det strikkede og har i flere år fulgt med i hvilken retning, strikkeverdenen bevæger sig i. Over tid har hans interesse rettet sig mere og mere i retning af det tekstile, generelt.

De seneste 15 år har han arbejdet med design af strik.

I Danmark er Vithard nok mest kendt som denne ene af de to dommere i Den Store Strikkedyst, men han holder også strikkekurser og foredrag om strikkens udvikling, herhjemme og flere steder i udlandet.

Gennem fortællinger om tilblivelsen af forskellige af hans designs, fortæller han i dette nyskrevne foredrag, om sit liv med strik og om hvordan 15 år i strikkeindustrien og hans generelle interesse for tekstiler er kommet til udtryk.

Om Vithard

Vithards passion er strik.

Han har altid været optaget af hvilke mønstre, overflader og teksturer, der kan frembringes ved hjælp af to pinde og et stykke snor.

Med fødderne solidt plantet i den skandinaviske strikketradition er Vithard optaget af at undersøge og udfordre, hvad strik er, og hvad strik kan.

Vithard er den ene halvdel af dommerduoen i Den Store Strikkedyst, og forfatter til den innovative strikkebog TEXPERIMENTURE. Han er en erfaren underviser og holder foredrag og afholder kurser i både ind- og udland.

Følg med i hans strikkeliv på facebook, instagram og på hans hjemmeside.

Foredrag med Sanne Ransby d. 30.3 kl. 19:30

Skyer i striben eller stribede skyer

Billedtæpper har traditionelt set været historiefortællinger, enten helt abstrakt i farve-/stribe- og mønsterkompositioner eller gobelinernes mytologiske fortællinger eller fortællinger om politik, magt og rigdom.

Min intention er at lade det nutidige billedtæppe både være en enkel stribekomposition, en mønstring, en sanselig oplevelse i rummet og en billedmæssig stilfærdig reflektion over at være menneske i verden.

Jeg blander digitalt skitsearbejde og billedvæveteknikker med skaftevævning for at opnå den arbejdsproces der giver mig den største frihed og arbejdsglæde og jeg indfarver selv mine materialer for at få mest mulig foranderlighed og liv i fladen.
Jeg holder af at forholde mig til konkrete rum og at lade vævningerne ’række ud’ med løse frynser, eller komme ud i rummet på stativer. Se mere på sanneransby.dk og instagram.com/sanneransby/

I foredraget vil jeg belyse de forskellige processer og overvejelser på vejen til færdigt værk. Jeg medbringer også prøver og skitser i fysisk form.

Vildmarkssweatre 2

Af  Linka Neumann, oversætter: Rachel Søgaard

Forlag: Turbine

ISBN: 987-87-4066-996-1

Pris: 179 kr

Eventyret fortsætter med varme sweatre til eventyrer i alle aldre.  Ja det må siges på alle niveauer. Linka har gjort det igen, klassiske trøjer med raglanærmer eller påsatte ærmer. Trøjer i eventyrlige mønstre med motiver af isbjørne, slædehunde, poter eller smukke mønstre med inspiration fra det høje nord.

Bogen indeholder 9 opskrifter på sweatre til voksen og som Lina skriver har små eventyrer også brug for varme sweatre hvorfor der er 6 opskrifter, alle str. 1 – 10 år, på børnemodeller af hendes mest populære design. Modellerne er vist i forskellige farvekombinationer og varianter. Afslutningsvis opskrift på modeller af 3 huer og 2 vanter, til når bunken med restgarn har vokset sig for stor.

Opskrifterne er enkle og lige at gå til, medmindre du ikke er begejstret for at skulle strikke med flere farver på en gang. For størstedelen af mønstrene arbejdes kun med 2 farver ad gangen kun få mønstre har kortvarigt enkelte steder 3 farver på en omgang.

Garnet er norsk og islandsk uld fra norske og islandske får, et miljørigtigt og robust garn strikket på pinde nr. 4,5 mm eller 6 mm. Sweatre der egner sig til udendørs brug i alt slags vejr.  Ønskes blødere sweatre, eksempelvis til børn, er anbefalet et garn der er 50% uld og 50% alpaka, her på pinde 3,5 mm. Linka har selv haft indflydelse på udviklingen af nogle af garnerne.

Linkas første bog, Vildmarkssweatre, der udkom på dansk i 2020, var populær og som hun skriver var hun overvældet over responsen og nød eventyret at følge med på Instergram og se sine modeller blive strikket op.  Denne første bog er oversat fra norsk til både russisk, tysk, dansk, svensk og finsk.

Vildmarkssweatre 2 er udgivet på dansk i 2021. Modellerne er populære og det kombineret med Corona har gjort at bl. a. den islandske garnproducent slet ikke kan følge med efterspørgslen. Dette måtte jeg erfare da jeg forsøgte at købe garn for at ville strikke en af modellerne, men det er naturligvis også mere bæredygtig som dansker at strikke i dansk uldgarn. Bogen er rigt illustreret med smukke billeder fra det høje nord, et eventyr i sig selv at bladre i. Man kan kun blive glad og får lyst til at strikke modellerne.

Anmeldt af Birthe Ammitzbøll