“Sting og sømme” af Grete Petersen

Anmeldt af Janet Herner Brag

ISBN: 9788763856577
96 sider
Vejl. pris: 149,95
Forlag: Rosinante

Bogen er en genudgivelse af klassikeren “Sting og sømme” fra 1980.
Grete Petersen (1915 – 1993) var uddannet tegner og stod bag en lang række praktiske bøger om håndarbejde. Broderi er igen er oppe i tiden, og derfor er denne fine opslagsbog uundværlig for såvel begyndere som øvede. Stingene vises udførligt i små fine illustrationer med enkle tegninger og fotografier. Det er let at vælge de teknikker, der passer til stof og motiv, – yderligere er der praktiske råd om valg af stof, redskaber og overføring af mønstre. Foruden de almindelige sting, er der medtaget enkelte gamle syninger, samt patchwork, quiltning, perlebroderi og grønlandsk skindbroderi. Bogen er forsynet med stikordsregister, hvis man har glemt navnet på den syning man lige skal bruge. Er du nybegynder, rutineret eller ikke har broderet i mange år – så giver denne bog stor inspiration og et godt indblik i broderiets dejlige verden.

Kontrast udstillingen på Silkeborg Museum

Så nærmer datoen for aflevering af arbejder til udstillingen på Silkeborg Museum sig.

Museet vil meget gerne have beklædning, f.eks. dåbskjoler og brudekjoler, som skal udstilles sammen med museets gamle eksemplarer. Desuden har museet introduceret begrebet ”Folkekunst” – hvad almindelige mennesker fremstiller af ting i eget design, så der er frit slag til at vise vores kreative evner på alle fronter.

Den 31. marts og den 1. april 2019 bliver der indlevering af effekter til censurering og efterfølgende udstilling på Silkeborg Museum. Medlemmer af bestyrelsen deltager i dette. Der bliver udfærdiget et skema, som skal ledsage de indleverede ting, som skal mærkes med navn og nummer

Det bliver muligt at aflevere ting til udstillingen på medlemsmødet sidst i marts, da flere synes, det er for langt at køre til Silkeborg.

Museet har ikke plads til at opbevare emballage, hvorfor denne skal tages med retur.

I forbindelse med udstillingen afholder museet nogle arrangementer:

Birgit Bonefeldt (tekstilbiolog) holder et optaktsforedrag den 18.3.2019.

Små workshops kaldet ”Søndagssaloner” a 3 timer afholdes 26. maj og 16.juni:

”Brodér en knap” ved Pelse Asboe

”Brodér på beton” ved Pelse Asboe

”Flet en kurv” ved Dorte Schmidt

Der er plads til flere Søndagssaloner, så hvis du har en idé, så ring eller skriv til Pelse eller Dorte.

Tag en gratis gæst med

Medlemstallet i Østjysk Tekstilkreds har i de seneste år været stabilt på ca. 180 medlemmer, men da de fleste af os er ved at være lidt grå i toppen, synes vi i bestyrelsen at, det ville være dejligt med nogle yngre aktive personer i kredsen.

For således at prøve at øge medlemstallet har bestyrelsen vedtaget, at medlemmerne kan tage én gæst om året med gratis til et møde. Dermed håber vi at kunne introducere flere til vores fælles interesse i tekstile emner. Du behøver ikke at meddele i forvejen, at du tager en gæst med, men vi vil gerne have navnet på gæsten, så vi kan se om dette tiltag virker.