Strik

Af Lærke Bagger

Forlag: Gyldendal

ISBN: 978-87-0231-635-3

Pris: Set hos Computersalg til 279,00 kr.

Et forfriskende indlæg mellem de uendelig mange strikkebøger, der udkommer i tiden!

Der er 15 opskrifter i bogen , alt fra meget simple puder og scrunchies til strik med perler og en pels i løkkestrik. Alle designs er meget farverige og sprudlende.

Lærke Baggers mantra er: Just tie knots! Hun mener selv at bogen er et opgør med perfekthedskulturen Det er nok rigtigt, men ikke desto mindre har hun helt styr på sin teknik og kommer med gode hint til f.eks. pæne kantmasker eller halskanter.

Modellerne er primært retstrikning, og ja, så tænker man igen, er her noget nyt? Ja, hvornår har vi f.eks sidst set en opskrift på en kjole med læg. Bogen har mange illustrationer og forsøger virkelig at få sine læsere til at tænke over design, og ikke blot følge en opskrift fra ende til anden. Lav skitser eller husk at lave vikleprøver og strikkeprøver, og gem dem, måske er de også brugbare en anden gang. Hendes opfordring til at bygge videre på grundopskrifterne og finde sit eget design er en force for bogen

Ud over de mange illustrationer og skitser, indeholder bogen en personlig fortælling om Lærke Baggers tilgang til det at designe – man må gerne satse – og så må det briste eller bære.

Dette er måske mest en bog for begyndere, men jeg mener også garvede strikkere kan finde ny inspiration. En flot bog.